Som så mange andre hestemennesker har jeg siden barn været draget af hestene. Jeg var så heldig at vokse op på landet, hvor vi boede tæt på en salgsstald med springheste. Min veninde og jeg kunne bruge timer på at kigge på hestene, og til vores store glæde lykkedes det os at få lavet en aftale om, at vi måtte komme og hygge om en af de pensionerede springheste, som levede sit velfortjente otium på gården. Efterhånden brugte vi al vores tid efter skole i stalden, hvor vi lærte om omgangen med hestene, om sikkerhed, om alt arbejdet der fulgte med - og vi ELSKEDE det. Der blev brugt utallige timer på at pudse udstyr, strigle heste, samle klatter, feje staldgang osv. Det blev også den smukke brune pensionerede springhest, Desiré som lærte os at ride. Hun var en utrolig kærlig og tålmodig hest - den perfekte lærehest. Efterhånden fik vi lov at ride flere og flere heste. Det var virkelig en gave at få lov til at ride så mange forskellige heste, som alle lærte os så utroligt mange ting.
Efter nogle år fik vi mulighed for at få part på to søde hopper hos en anden nabo. Vi havde hestene som var de vores egne, og som "betaling" fik vi undervisning i både dressur og spring. Det var på min søde part-hoppe Bianca at jeg red både mit første dressur-stævne og mit første spring-stævne. Men jeg fandt efterhånden ud af, at det der med stævner ikke betød så meget for mig. Jeg synes at al træningen og forberedelsen til stævnerne var spændende og selve stævnet var også sjovt. Men det som virkelig gjorde mig glad, var samværet med hestene, at opnå samhørighed under ridningen, at deltage i kurser, ride skovture, det sociale i stalden osv. Der blev også fræst utrolig mange stubmarker tynde de år. Jeg har jo aldrig redet pony, så jeg tænker virkelig på den tid som mine "pony-år". En tid hvor modet var højt og mulighederne med hestene mange.
Efter nogle år havde ejerne af hestene igen tid og mulighed for at ride deres heste, og vores part-aftale udløb.
Sammen med mine forældre begyndte jeg at undersøge muligheden for at købe min egen hest. Jeg havde en opsparing og var også begyndt at tjene mine egne penge, så der blev regnet på økonomien. Vi fik lavet en aftale med salgsstalden med springheste, om at de skulle hjælpe med at finde en hest til mig, som efterfølgende skulle opstaldes hos dem.
Aldrig har jeg haft så mange sommerfugle i maven som dagen hvor vi hentede MIN EGEN HEST hjem. Evita var en smuk rød varmblodshoppe, som havde gået med føl nogle år. Hun skulle langsomt trænes op i dressur og spring igen. Evita var på én gang sensitiv, erfaren, mild og en hoppe med helt egne meninger. Hun lærte mig rigtig mange ting - ikke mindst hvad det betyder at have ansvaret for et andet levende væsen. Efter nogle år fik Evita desværre hovsenebensbetændelse, som vi efter utallige forsøg måtte opgive at kurere. Hun havde til sidst så mange smerter at hun måtte aflives.
I tiden efter Evita begyndte jeg igen at træne heste i salgsstalden. Jeg havde fast 2-3 heste som jeg red hver dag efter arbejde, og jeg husker tilbage på det som en helt fantastisk tid, hvor jeg fik lov til at ride rigtig mange forskellige typer veluddannede heste. Jeg fandt også ud af at jeg havde en gave i forhold til de sensitive heste, som havde brug for en rolig og tålmodig rytter. Jeg var ikke nogen speciel modig rytter, men jeg fandt ud af at jeg kunne komme rigtig langt med tålmodighed og ros.
På et tidspunkt fik vi en ny træningshest ind. En sort hoppe som hed Ratina. Hun kom til stalden med lang vinterpels, og da vi fik klippet hende skulle det vise sig at hun var i en rigtig dårlig forfatning. Hun havde helt sikkert også nogle oplevelser med sig i bagagen, da hun var utrolig nervøs omkring mange dagligdags ting som f.eks. at få hovedtøj på. Da hun havde fået så meget sul på sidebene at det virkede forsvarligt at ride hende, gik vi i gang med at træne hende op igen. Jeg husker stadig det fokus min træner havde på at jeg skulle træne hende langsomt op, og rose hende for ethvert skridt på vejen. Det var en rigtig givende proces, måske også fordi man dengang ikke rigtig havde fokus på ting som positiv forstærkning osv. Men med Ratina fik jeg lov til at mærke hvad en 100% positiv tilgang til træningen betød for en hest som hende. Det blev en hel særlig connection jeg fik til hende, og jeg kom virkelig til at ELSKE den hest. På trods af alt hvad hun tidligere måtte have været udsat for, så ville hun gå gennem ild og vand for mig. Hun var en drøm at ride, og aldrig har jeg redet en hest som jeg både har lært så meget og lært så meget af. Om det var dressur eller spring, så gav hun alt hver gang. Hun er en hest som for altid vil have en helt særlig plads i mit hjerte!
I samme periode red jeg også andre træningsheste. Blandt andet en hest som skulle "omskoles" fra dressur til springhest fordi han efter sigende var blevet "træt af dressur". Jeg tænker tit på, at havde jeg da bare vidst hvad jeg ved i dag, så havde jeg bedre kunnet hjælpe ham, for dengang forstod man ikke at hans "manglende lyst" til dressur helt sikkert skyldtes smerter. Han var en sød og rar hest, der ganske som beskrevet, ikke rigtig virkede til at være en glad ridehest. Han gjorde stort set altid hvad man bad ham om, men der var ikke særlig meget fremdrift eller initiativ at spore hos ham. Han havde et par gange løbet med mig på banen, men ikke mere end nogle meter og så var han stoppet igen. Men pludselig en dag gik han fra den roligste trav til den vildeste rodeo. Aldrig før eller siden har jeg siddet på en hest, hvor jeg så tydeligt kunne mærke at den ønskede mig langt væk fra sin ryg. Jeg endte også med at få en ordentlig flyvetur ned i sandet. Jeg havde fået slået luften ud og hev efter vejret, og samtidig kunne jeg godt mærke at noget ikke var helt som det skulle være. Jeg havde nemlig brækket mit kraveben. Det kostede mig et par operationer at få kravebenet lappet sammen igen, og jeg havde en lang periode hvor jeg ikke måtte/kunne ride. Pyhhh, DET var slemt, og jeg startede nok også op igen noget før end hvad jeg egentlig måtte. Jeg husker at jeg måtte hjælpes i sadlen af mine veninder den første tid, fordi jeg ikke kunne bruge min højre arm. Men i sadlen kom jeg. Jeg havde savnet hestene og ridningen utrolig meget, men kunne desværre godt mærke at oplevelsen havde sat dybe spor i min krop. Da jeg samtidig fandt ud af at Ratina var blevet alvorligt skadet imens jeg havde været væk, mistede jeg faktisk lysten til at ride. Efter noget tid flyttede jeg til Århus for at læse, og det blev enden på en fantastisk tid med mange hesteoplevelser og gode veninder i salgsstalden. Jeg skylder en kæmpe tak til både mennesker og heste som lærte mig så utrolig meget igennem alle årene i stalden.
Efter nogle fantastiske år i Århus hvor jeg både fik uddannet mig, stiftet familie og startede min egen virksomhed, valgte vi at flytte både familie og virksomhed tilbage til Vestjylland.
Her mødte jeg en ny veninde som red islænder, og så var jeg fluks tilbage i hesteverdenen igen. Jeg blev lidt bidt af de små seje heste, og endte med at købe mig en islænder-plag.
Da jeg fik Valdimar hjem var han 1½ år gammel, og havde ikke lært så meget. Det gik pludselig op for mig at jeg vidste rigtig meget om ridning af heste, men knap så meget om hvordan man lærer en unghest alle de basis-ting som jeg indtil nu havde taget for givet. Jeg læste en masse bøger om indlæring, og Valdimar blev min dygtige "prøveklud". Sammen lærte vi to alligevel en del.
I samme periode fik jeg undervisning på en lånt islænder, så jeg var "udannet i islænderridning" før jeg for alvor skulle i gang med at ride Valdimar.
Da Valdimar havde været en måned i tilridning fik jeg ham hjem og skulle i gang med at ride unghest. Min gamle rideangst dukkede frem fra sit skjul, men Valdimar skulle vise sig at være den helt perfekte hest for mig. Han var nemlig super sensitiv men samtidig super cool! Vi begyndte at gå til undervisning en gang om ugen, og det viste sig at være en rigtig god måde at komme godt i gang på.
Jeg var samtidig blevet ret bidt af alle de bøger jeg havde læst om indlæringsteori, og det blev startskuddet til min uddannelse som Hestevelfærdsrådgiver (i dag kaldet Hestetræningskonsulent). Det er en internationalt godkendt uddannelse, hvor du lærer om hestens adfærd og lærer at træne heste ud fra videnskabelige indlæringspsykologiske principper. Uddannelsen er helhedsorienteret, hvilket betyder at du også lærer at se på hvordan ernæring, udstyr og fysik påvirker hestens indlæring og adfærd.
Uddannelsen løb over 1½ år hvor jeg valgte at have Valdimar med til de praktiske moduler. Desværre endte han med at blive halt på et af de sidste moduler vi var afsted på. Det resulterede i en længere pause for ham, hvor vi kun trænede lidt akademisk dressur og tricks fra jorden.
Valdimars skade satte gang i en masse tanker hos mig. Hvordan var det sket, havde jeg overset/overhørt noget, var jeg en for stor rytter til ham? Jeg læste alt hvad jeg kunne finde om rytterens vægt og højde kontra hestens størrelse. Jeg er 180 cm høj og selvom jeg var en slank rytter, så følte jeg mig stor på en islænder. Efter mange og lange overvejelser kom jeg frem til at jeg ikke længere ville ride på Valdimar, men han skulle selvfølgelig stadig have det godt i kroppen og trænes fra jorden.
I forbindelse med hans rehabilitering, blev jeg ført på sporet af Tellington Ttouch, og endte med at tage et kursus i metoden. Ttouch er baseret på en kombination af berøring, massage og kropsbevidsthedsteknikker, som arbejder med nervesystemet for at minde kroppen om dens potentielle funktion. Med Ttouch kan du medvirke til at ændre posturale vaner og spændingsmønstre i hestens krop, som kan opstå efter perioder med smerter og kompensation. Det var et vildt spændende kursus, og jeg anvender den dag i dag, stadig mange af de teknikker jeg lærte dengang.
Efter 10 år som selvstændig var det tid til at prøve noget nyt. Jeg havde i mange år nørdet en del i fodring af heste, og den interesse blev om muligt endnu større efter uddannelsen til Hestevelfærdsrådgiver. Jeg havde lidt mere end 10 års erfaring inden for online marketing, så jeg begyndte at tænke om jeg kunne være heldig at få et drømmejob som inkluderede både marketing og min store passion for hestefodring. Den helt store research gik i gang, og det lykkedes mig faktisk, med en uopfordret ansøgning, at lande DRØMMEJOBBET. Jeg startede som marketingansvarlig i et hestefoderfirma, hvor jeg efter et par år blev forfremmet til produkt- og marketingansvarlig. Det var nogle vildt spændende, men også travle, år hvor jeg havde ansvaret for både produktudvikling og marketing.
I 2016 begyndte jeg at lede efter min kommende ridehest. Jeg var ude og prøve lidt forskellige heste, men det skulle ikke være dem. En dag kom jeg forbi en salgsannonce for en barockpferd. Hun var den smukkeste sorte skønhed - faktisk lignede hun Ratina, hun havde også hendes lidt for store ører... I annoncen var hun beskrevet som en "varm hoppe" som ville gå langt for den rigtige rytter. Hmm, jeg var lidt spændt på om det var et match til mig. Men afsted vi tog, for at møde hende, og jeg var total forelsket fra første ridetur. Hun var sensitiv og fremadgående, men lyttende og lærenem.
Kender du talemåden, at man får den hest man har brug for? Jeg tror det var rigtigt med Felina, men det var/er virkelig en lang proces. Jeg blev tvunget til at se min rideangst i øjnene, men samtidig var der også en læring i at lytte til sin mavefornemmelse når man fornemmer at noget er galt. Felina kunne den ene dag være den skønne hoppe som jeg prøvede den dag i Nordjylland, og den næste dag kunne hun være en fnysende drage. Min rideangst sprang ud i fuldt flor, og jeg endte med at bruge utallige ressourcer på både undervisning, coaching, kurser, hypnose, dyrlæger mm.
Det endte med at være en af mine søde kunder som sendte mig på sporet af PSSM, og jeg ved nu at Felina har PSSM2 n/px. Pludselig gav det hele mening, og hendes sygdom har virkelig lært mig uvurderligt meget. Både hvor meget korrekt fodring kan gøre for disse heste, men også hvor vigtigt et reguleret nervesystem er for både hest og rytter - særligt hvis en, eller begge, har et overbelastet system pga traumer eller sygdom. Det var derfor også Felina der i 2018 sendte mig på et helt fantastisk kursus i Masterson Method, som er en metode der arbejder med at løsne spændinger i hestens krop via nervesystemet. Felina havde/har mange dage hvor hun ikke kan rides og derfor har hun også lært mig utrolig meget omkring træning fra jorden. Vi arbejder en del liberty, fordi det er noget Felina virkelig synes er sjovt.
Tilbage i 2021 var Felina rigtig hårdt ramt af hendes sygdom, og det kulminerede i en voldsom oplevelse, som gjorde, at jeg besluttede mig for at pensionere hende. Herefter gik jagten ind på den perfekte "konehest" uden skavanker.
Jeg prøvede flere forskellige heste, men det blev Corsal som stjal mit hjerte. Han var roligheden selv, men når jeg tænker tilbage så virkede han faktisk lidt mut. Uanset så gav Corsal mig den der fornemmelse i sadlen hvor jeg følte mig 100% tryg. Da jeg skulle prøve ham 2. gang havde jeg taget Susan med på råd, og da hun også blev lidt forelsket i ham efter at have redet ham, turde jeg gå videre med handlen. Han gik igennem dyrlægetjek og røntgen og den 11. december 2021 kunne jeg hente ham hjem. Nærmest samme dag som Corsal flyttede hjem til os, blomstrede Felina op, og jeg valgte at at begynde at træne hende igen. Hun havde efterfølgende det bedste ride-år nogensinde. Der er altid ups and downs med en PSSM hest, men vi havde virkelig et år hvor både fodring og træning gik op i en højere enhed.
Well, jeg har hørt nogen sige, at man får den hest man har brug for, og det måtte jeg endnu engang sande. Da jeg fik Corsal hjem var han fortsat den meget rolige ridehest. Faktisk lidt for rolig, og da jeg på et tidspunkt så en video omkring "den slukkede hest" var det en ret præcis beskrivelse af Corsal. Ingen fremdrift, ingen glæde, ingen motivation, ingen gnist i øjnene...
Hvis en hest udsættes for længerevarende stress, blokeres nervesystemet, og hesten udvikler det der kaldes "tillært hjælpeløshed" - eller man siger at hesten er "slukket". Tilstanden opstår fordi hesten har givet op, fordi den i en lang periode ikke er blevet lyttet til, og dermed har fundet ud af at ingen adfærd hjælper den ud af de stressende situationer. Jeg lavede derfor et kæmpe research på hestens nervesystem/polyvagal theory/residual tension release therapy og sammenkoblingen til indlæring. Denne research førte mig omkring flere forskellige kurser omkring hestens nervesystem, og kulminerede i uddannelsen til Equine Hanna Somatics L1 instruktør i foråret 2023.
Selvom jeg har arbejdet en del med Corsals nervesystem og måden vi træner på, kan han den dag i dag stadig ryge lige tilbage i "skallen" hvis han føler at kravene til ham bliver for store eller for utrygge, så det er virkelig en konstant balancegang at træne ham. Samtidig sker der ofte det at heste bliver mere "vågne" og "reaktive" når de er på vej ud af den slukkede tilstand, og den periode er vi stadig igang med at arbejde os igennem.
For at give mig lidt ekstra læring har det senere vist sig at Corsal periodevis er både headshaker og har staldkramper på grund af udfordringer i hans krop. Derfor har han sendt mig på sporet af endnu mere viden om både fodring, træning og behandling af heste med netop disse problemer. Jeg har fundet ud af at foder, og i særdeleshed græs og planter på folden kan have en stor indflydelse på disse problemer. Derudover ses en stor sammenhæng mellem hestens (underudviklede) brystslynge, underløbne dragter/lang tå, vedvarende muskelspændinger i forparten, kompenserende kropsholdning, dårlig muskeludvikling og neuropatiske smerter pga nervekompressioner.
Hestens krop har en enorm hukommelse, især når det gælder smerter. Musklerne finder hurtigt en måde at kompensere på, og denne kompensation bliver nemt automatiseret i nervesystemet. En stor del af træningen med Corsal består derfor i at bryde uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og muskelspændinger for herefter at lære ham at aktivere specifikke muskler der, når de er udviklede, kan understøtte skeletstrukturerne så nerverne ikke komprimeres. For at kunne understøtte denne (genop)træning startede jeg i september 2023 på et kursus i Nerve Release Bodywork, som er centreret omkring frigivelse af nervekompressioner i hesten.
Efter mange år i en travl branche mærkede jeg en stor længsel efter et liv i større balance. Samtidig havde jeg en drøm om noget større - nemlig en rådgivning som tager højde for HELE hesten og ikke mindst hestens menneske.
Med al den fokus jeg havde haft på balancering af hestens nervesystem, så jeg pludselig også på mig selv med andre øjne - specielt efter uddannelsen til Equine Hanna Somatics instruktør, hvor vi også lærte om øvelser til rytterens nervesystem. Var mit eget nervesystem måske også gået lidt i "frys" efter alle de travle år som havde sust forbi? Og hvilken indflydelse havde min egen tilstand på mine heste? Det blev indgangen til endnu mere læring omkring mig selv og mit eget nervesystem, og hvordan det har indflydelse på træningen af både Corsal og Felina.
Med aSoma har jeg sluppet store drømme løs. Drømme om skabe et fantastisk fællesskab med ligesindede hestemennesker, drømme om at kunne tilbyde en rådgivning som tager udgangspunkt i HELE hesten - og hestens menneske. Jeg glæder mig til at have dig med på rejsen
