Hestens pelsskifte

I denne tid får jeg mange spørgsmål omkring hestens pelsskifte – særligt i forhold til fodring. Skal man give tilskud? Hvornår skal man starte og stoppe? Hvad hvis hesten er træt eller stresset – hænger det sammen med pelsskiftet? Lad os dykke ned i, hvad der sker i hestens krop under et pelsskifte, og hvordan vi bedst støtter den gennem processen.
Jan 8 / Anitta Thusing

Pelsskifte hos heste – hvad sker der egentlig i kroppen, og skal vi give tilskud?

I denne tid får jeg mange spørgsmål omkring hestens pelsskifte – særligt i forhold til fodring. Mange ejere oplever, at deres hest bliver træt, virker mere stresset eller måske endda ændrer adfærd i denne periode. En af de hyppigste bekymringer er, om hesten har brug for ekstra B-vitamin, eller om man skal starte med andre tilskud for at understøtte skiftet. Men hvad sker der egentlig i kroppen under et pelsskifte, og hvordan kan vi bedst hjælpe vores heste igennem det?

Hvad sker der i kroppen under pelsskiftet?

Heste skifter pels to gange om året, typisk i februar-april og igen i juli-november. Dette styres primært af lysmængden, men også temperatur, hormoner og ernæring spiller en væsentlig rolle. Når dagene bliver længere, signalerer hestens hormonsystem, at vinterpelsen skal fældes, og en lettere sommerpels skal vokse frem – og omvendt når dagene bliver kortere.

Pelsskiftet kræver en enorm mængde energi og næringsstoffer, da hesten ikke blot fælder sin gamle pels, men samtidig skal danne en ny. Det er især en stor belastning for ældre heste, heste med stofskifteproblemer (f.eks. Cushing’s eller EMS), stressede heste, syge heste eller heste, der i forvejen er i næringsmæssig ubalance.

Skal jeg give tilskud under pelsskiftet?

Det afhænger af hestens generelle tilstand og fodring. En sund og velnæret hest, der fodres med godt/nok grovfoder og en afbalanceret mineralblanding, klarer ofte pelsskiftet fint uden ekstra tilskud. Dog har nogle heste en øget efterspørgsel på visse næringsstoffer, særligt:

  • Protein & essentielle aminosyrer – da hårene primært består af keratin, som kræver en god forsyning af aminosyrer.
  • Zink & B-vitamin – for en sund hud og stærke hårstrukturer.
  • Vitamin A & Beta-caroten – vigtige for hudens regenerering og pelsens glans.
  • Omega-3 fedtsyrer – understøtter en sund hud og reducerer inflammation.

Tilskud kan være en fordel for heste, der har en langsom eller besværlig fældning, viser tegn på træthed eller har hud- og pelsproblemer i perioden. Når det er sagt, så oplever jeg dog gang på gang hvordan den somatiske tilgang langsomt eliminerer behovet for diverse tilskud. Kunne man forestille sig at hesten i virkeligheden kunne klare sig med færre tilskud, hvis dens grundfodring og nervesystem var i balance?

Når hestens nervesystem er i ro, og kroppen ikke konstant er i en tilstand af stress eller overlevelse, fungerer både fordøjelse og stofskifte langt bedre. Det betyder, at hesten nemmere kan udnytte næringsstofferne fra sin basale fodring og dermed ofte får, hvad den behøver, uden behov for ekstra tilskud. Den somatiske tilgang, hvor vi arbejder med at understøtte et balanceret nervesystem, kan derfor indirekte hjælpe hesten til at klare pelsskiftet lettere og med færre tilskudsbehov.

Så spørger du mig, er en velfungerende fordøjelse, et balanceret nervesystem og en optimeret grundfodring altså nøglen til at hjælpe hesten bedst muligt gennem pelsskiftet – uden nødvendigvis at skulle fylde den med tilskud.

Hvis min hest har behov for støtte under pelsskiftet, hvornår skal jeg så starte og stoppe med tilskud?

Hestens krop begynder at forberede sig på pelsskiftet længe før, du ser de første hår falde. Derfor giver det mening at begynde at støtte fodringen 4-6 uger før din synlige tegn på pelsskiftet starter, så kroppen har de nødvendige byggesten til rådighed. Det er i denne periode at hårene dannes i hårsækken, og samler kræfter til at vokse ud, og skubbe den gamle pels væk. Derfor er det også denne periode, der kræver mest energi og ekstra næringsstoffer. 

Der er som regel stor variation i forhold til, hvornår hestene påbegynder deres fældning. Udover døgnets lyse timer, har vejrforholdene en betydning, ligesom der er en vis genetisk variation fra hest til hest, og alder og sundhedstilstand spiller også en rolle. Men som oftest vil opstart af tilskud i foråret være omkring januar/februar. For de fleste heste kan du gradvist trappe ned på tilskud, når pelsskiftet afslutter, men for ældre eller metabolisk udfordrede heste kan en længerevarende støtte være en fordel.

Min hest er træt – mangler den B-vitamin?

Mange hesteejere oplever, at deres hest bliver mere træt under pelsskiftet, og ofte spekuleres der i, om det skyldes mangel på B-vitaminer.

Heste producerer selv B-vitaminer i tarmen, og hvis fordøjelsen fungerer optimalt, er det sjældent nødvendigt at supplere. Dog vil stress, sygdom, dårlig grovfoderkvalitet eller høj arbejdsbelastning forstyrre tarmfloraen og dermed nedsætte produktionen. Hvis hesten virker usædvanligt træt og energiforladt, kan et B-vitamin-tilskud ofte være en hjælp.

Min hest er stresset – hænger det sammen med pelsskiftet?

Ja, pelsskiftet kan faktisk påvirke hestens nervesystem. Dannelsen af ny pels kræver mange ressourcer, og det kan føre til mangler og øget belastning af kroppen. Heste, der i forvejen har et følsomt nervesystem eller er tilbøjelige til stress, kan opleve øget uro i denne periode.

Mangel på zink, magnesium, B-vitaminer eller omega-3-fedtsyrer kan forværre stressresponsen, så et fokus på en afbalanceret mineralforsyning kan være en hjælp. Derudover kan understøttende Somatiske Øvelser og Somatisk Meditation, der hjælper hestens nervesystem med at regulere sig selv, være særligt gavnlige.

Praktiske tips til et lettere pelsskifte

✔ Sørg for godt grovfoder – en velfungerende fordøjelse sikrer optimal næringsoptagelse.
✔ Tilpas mineral- og vitaminforsyningen – særligt aminosyrer, zink, B-vitaminer og omega-3 kan være vigtige.
✔ Start fodermæssig støtte i god tid – gerne 4-6 uger før fældningen starter.
✔ Overvej B-vitamin, hvis hesten virker meget påvirket.
✔ Reducer stress – f.eks. gennem Somatiske Øvelser, Somatisk Meditation og afbalanceret fodring.
✔ Regelmæssig strigling stimulerer blodcirkulationen og fjerner gamle hår hurtigere.

En somatisk tilgang til pelsskifte

Hos Asoma tilbyder jeg skræddersyet holistisk fodervejledning (Holistisk Foderplan) - evt kombineret med et Somatisk Øvelsesprogram (Somatisk Sundhedsplan).

Jeg tilbyder også 1-årige Sundhedsforløb hvor vi kommer omkring sammenhængen mellem krop, nervesystem, fordøjelse og bevægelse.

Når vi arbejder systematisk med hestens somatiske sundhed, ser vi ikke bare små forbedringer – vi ser heste, der trives på et helt nyt niveau! Du kan læse mere på nedenstående links.

Skabt med