Hesten har ingen kraveben, og thorax-slyngen er en gruppe af muskler, sener, ledbånd og fascier, der forbinder forbenene med thorax (brystpartiet) og understøtter dens vægt mellem forbenene. Brystslyngen er afgørende for din hests balance, stabilitet og bevægelse. Samtidig bærer hesten naturligt omkring 60% af sin vægt på forparten. Dette understreger, hvor vigtige musklerne i thorax-slyngen er for hestens evne til at bære en rytter.
Når thorax-slyngen fungerer korrekt, løftes hestens brystparti, og hesten kan bevæge sig i god vertikal og horisontal balance. Hvis hesten ikke har tilstrækkelig styrke og korrekt opbygning i musklerne i thorax-slyngen, vil hesten være ude af balance, og hele brystpartiet kan synke. Hvis musklerne er stærkere eller strammere på den ene side end den anden, kan det føre til skævheder, hvilket kan resultere i, at hesten har problemer med at bevæge sig korrekt og dermed ikke kan bruge ryg og bagpart optimalt. For at fremme en god holdning og biomekanik er det derfor ekstremt vigtigt, at thorax-slyngens muskler er veltrænede.
Problemer i thorax-slyngen kan manifestere sig gennem en række symptomer, som f.eks.:
- Hesten går på forparten. Du kan normalt mærke, når din hest er på forparten, fordi hesten så ofte vil ”hænge” på tøjlen i et forsøg på at balancere sig selv, hvilket betyder, at hesten føles tung foran. I et forsøg på at balancere sig kan hesten også sætte farten op og virke ”stærk” fortil.
- Hesten har svært ved at gå på et buet spor, dreje og udføre sidebevægelser.
- Hesten har spændinger i musklerne omkring thorax-slyngen som forårsager stivhed og kortere skridtlængde.
- Hesten ”trækker” sig frem på forparten i stedet for at bruge bagparten.
- Hesten ”falder ud” gennem skulderen.
- Hesten foretrækker måske at gå med sænket ryg og høj hals.
- Hesten kan vise nedsat ydeevne, og er ikke selvgående.
- Hesten viser tegn på ømhed ved berøring af bryst- og skulderområdet.
- Hesten kan have en tendens til at lægge mere vægt på det ene forben. Dette kan føre til ujævn slitage på hovene og potentielt skabe asymmetrier i både forpart og hove. Omvendt kan fejl-beskårede hove også være med til at udvikle problemer i hestens thorax-slynge.
- Kompression af plexus brachialis kan forårsage smerter og haltheder, hvilket kan påvirke hestens bevægelsesmønster.
- I svære tilfælde kan kompression af nervevævet forårsage neurologiske symptomer som f.eks. headshaking.
Desværre ser det ud til, at mange heste har svage eller kompromitterede muskler i thorax-slyngen. Dette kan skyldes flere faktorer, herunder generel management, traumer, avl, udstyr og træning.
Management og naturlig bevægelseHeste er skabt til dynamisk bevægelse. I naturen græsser vilde heste omkring 80% af tiden og browser cirka 20% af tiden fra buske og træer. Denne variation i bevægelse og fodringspositioner giver en sund symmetrisk holdning. Især under browsing bruger hesten sine muskler i thorax-slyngen for at nå blade eller bær.
Domesticerede heste tilbringer derimod ofte meget tid stående stille i stalden, hvilket lægger meget belastning på deres ”stay apparatus”, som ikke er designet til lange perioder med stilstand. Resultatet er, at hesten ofte begynder at hænge i brystpartiet.
Traumer og skader
Underudvikling eller dysfunktion i thorax-slyngens muskler kan også opstå på grund af traumer. Mange heste har arvæv fra skader i brystpartiet, da det er på samme højde som hegn eller f.eks. spark fra andre heste.
Avl og anatomisk ubalance
Avl spiller en stor rolle i udviklingen af musklerne i thorax-slyngen. Heste bliver ofte avlet til store bevægelser frem for funktion, hvilket fører til dårlig konformation og strukturelle asymmetrier, der påvirker hestens biomekanik.
Udstyr og træning
Udstyret, især gjorden, kan påvirke thorax-slyngens funktion. Det er vigtigt, at gjorden har den rette længde, er placeret korrekt og ikke er for stram. Træning spiller også en stor rolle i (under)udviklingen af thorax-slyngen. Mange træningsmetoder fokuserer meget på at engagere bagbenene og kontrollere hoved- og nakkepositionen, men lægger mindre vægt på vigtigheden af thorax-slyngen. Men når brystslyngen er kompromitteret, kan bagbenene simpelthen ikke engagere sig fremad.
Fodring og mental velbefindede
Når vi taler om problemer med thorax-slyngen, fokuserer vi ofte på muskler og fascia, men vi glemmer, at hestens fodring og mentale velbefindende også spiller en rolle via hestens muskel-tarm-hjerneakse. Spændte muskler omkring thorax-slyngen og nakken (som er nogle af de steder, en anspændt hest som regel får muskelspændinger) kan forårsage mange problemer, fordi dette er et meget komplekst område anatomisk set. Plexus brachialis - en kompleks samling af nerver i forparten, er meget modtagelig for kompression fra de alt for stramme muskler. Kompression af nervevæv forårsager smerte, haltheder og potentielt neurologiske symptomer som f.eks. headshaking. Det er bestemt noget, vi gerne vil undgå.
For at tackle disse problemer kan vi integrere øvelser, der balancerer nervesystemet og løsner kroniske muskelspændinger. Somatiske øvelser og evt specifik bindevævsmassage kan være særlig effektiv i denne forbindelse, og der findes også nyttige tilskud som kan integreres i foderplanen. Når muskler og nervesystem igen er afspændt, kan man gå i gang med korrekt genoptræning af forparten. Her kan det være gavnligt at få hjælp fra en træner der har forståelse for genoptræning af brystslyngen.
Somatiske Øvelser
De Somatiske Øvelser hjælper med at balancere nervesystemet og løsne kroniske muskelspændinger. De kan være en del af en ugentlig rutine for at hjælpe hesten med at slappe af og bevæge sig korrekt.
Bindevævsmassage
Specifik bindevævsmassage der fokuserer på at løsne spændinger, frigive formodede nervekompressioner og forbedre blodcirkulationen i hestens bindevæv. Dette kan hjælpe med at reducere smerte og stivhed, samt fremme heling og velvære i perioden hvor hesten skal genoptrænes.
Foder-tilskud
Der findes tilskud, der kan understøtte muskel- og nervefunktionen. Disse kan integreres i hestens foderplan for at sikre, at hesten får de nødvendige næringsstoffer – særligt under genoptræningsperioden.
Management ændringer
Implementer ændringer i stald- eller foldforhold for at skabe et miljø, der fremmer hestens mentale og fysiske velbefindende. Dette kan inkludere mere tid på folden, socialisering med andre heste, browsing eller miljøberigelse.
En helhedsorienteret tilgang
Hvis du er på en mission om at lære din hest at bruge sin thorax-slynge korrekt, er det afgørende at tage hestens mentale tilstand i betragtning. En anspændt og vagtsom hest kan ofte hjælpes med Somatiske Øvelser og ændringer i management. Ved at forstå og respektere sammenhængen mellem hestens mentale og fysiske sundhed kan du sikre, at hesten bruger sin krop korrekt og undgår skader.